Kurser

Den helt nye sejler

På Sejlerskolens 2-årige grunduddannelse bliver du undervist i såvel teoretisk som praktisk sejlads med henblik på, at du efter afsluttet uddannelse skal kunne færdes sikkert på vandet. Derudover lærer du også, hvordan sejlbåde vedligeholdes, klargøres til sejlads ved sæsonstart, og vinterklargøres når bådene er kommet på land ved sæsonafslutning.
Den 2-årige grunduddannelsen giver dig samtidig mulighed for at erhverve Søfartsstyrelsens Duelighedsbevis, som også giver dig ret til at føre speed- og motorbåd. Det kræver blot, at du under forløbet består Søfartsstyrelsens teoretiske og praktiske duelighedsprøver.
Når dit duelighedsbevis er kommet i hus, modtager du også Hvidovre Sejlklubs ”Blå bevis”, som giver dig adgang til at låne klubbens skolebåde til tur- eller kapsejlads. Retningslinjerne herom finder du under afsnittet ”Lån af skolebåde”.

Uddannelsesforløb
Sejlerskolens Navigationskursus og Tovværkskursus m.v. afvikles i vinterhalvåret med 1 ugentlig undervisningsaften, mens den praktiske Skolesejlads, ligeledes med 1 ugentlig undervisningsaften, afvikles i perioden fra begyndelsen af maj til slutningen af september – kun afbrudt af en pause i skolernes sommerferieperiode.

Forårs- og vinterklargøring af skolebådene afvikles over nogle få gange i henholdsvis april og oktober måned.